Det er tydeligt at se, at det har været en tæt skov engang. Grønvang Skov.


I Romanerne af Ole C. Christiansens fire bøger. Krigen der aldrig kom. Er der en beskrivelse af hvad der skete i ugen op til befrielsen i 1945.
Blandt andet hvordan de to politifolk Hans Thorkild Hansen og Peter Kornelius Madsen blev dræbt ved en sabotagehandling mod Vejen jernbane. Hvor Axel Kjær også var involveret i sabotagerne.
De to politifolk var cyklende ude ved kroen ved Skodborg, da de blev opdaget af tyskerne, det kom til en ildkamp med de tre sabotører, hvor tyskerne dræbte de to politimænd ved at kaste granater mod dem. Den tredje i gruppen Sven Nielsen blev hårdt såret. De to døde politifolk blev lagt nede ved pige toiletterne på Bakkely Skole. Tyskerne havde overtaget skolen, da der var kommet flere tyske soldater til Vejen. Man havde hovedkvarter på Brejdablik, hvor Løjnant Steim havde kommandoen. Også Hansens hotel og Teknisk skole bygningen i Ahornsgade var overtaget af tyske soldater.
På Askov Højskole var der nu tømt for højskoleelever, og der var oprettet Lazaret. Hvor også læge
Heuch, hjalp den tyske læge med alle de sårede. Og der var mange. Mange døde i disse uger. børn ned til 4 års alderen.

Pedellen på Bakkely Skole, Larsen, fortalte om de to politifolk, og det rygtes snart i byen. Og præsten i Askov, Dons Christensen og Højskoleforstanderen på Højskolen Anfred, gik til Brejdablik og fortalte Løjnant Stein, at det var uværdigt og Vejen by`s borgere var rasende.
Stein spurgte om de kunne begraves i Skibelund krat, men det blev til sidst bestemt at de skulle begraves i Grønvang Skov. Og natten efter blev de begravet i skoven. Tyskerne ville ikke have at Vejen borgerne skulle vide hvor de lå begravet, så det var en sen nat tyskerne kom op i skoven. Landmanden på Petersminde, Thorvald Dal fik ødelagt sin nysåede mark, da tyskerne i mørket ikke kunne finde indgangen til skoven. Han viste at de skulle begraves i skoven.
Tyskerne have efter flere forgæves forsøg prøvet at grave i jorden, men rødder fra træerne forhindrede dem en tid at kunne grave .De var meget utilfredse, og da de endelig havde fundet et sted, var det ikke ret langt ned de gravede i den mørke skov. Axel Kjær og Thorvald Dal, fandt dagen efter de to lig. Nogle dage efter, kom Lærer Svend Lunde på Bakkely skole, og nogle mænd sammen med Thorval Dal og Læge Heuch, der skulle udstede den officielle dødattest. De to mænd var frygtelig tilredte. Thorval Dal havde fået to hvide kister, og der blev gravet en rigtig grav, hvor de to politimænd blev stedt til hvile. Ved middagstid kom Dons Christensen sammen med en bror til en af de døde, desuden kom Anna dal og Trols Trier. Og stedet blev underlagt Vejen kirkegård.
Søndag den 17. Juni, var 200 Vejen borgere mødt op i Grønvang Skov. Provst Lindegård skulle indvie den lille frihedskæmpergrav. som en del af Byens kirkegård.

Jeg tænker at det er lidt mærkeligt at de kom til at ligge så tæt på jernbanen, der var årsag til deres død.

Så jeg ved nu at de to modstandsmænd, Hans Thorkild Hansen og Peter Kornelius Madsen, ligger begravet i Grønvang skov. Hvor man kan gå op og mindes dem i dag 2019.
Jeg er forbavset over hvor mange Vejen og Askov borgere der var aktive i modstandskampen i Vejen. Det kan man læse om i Ole C. Christiansens bøger fra Vejen. Det var ikke noget man talte om efter krigen. Jeg havde S. Lunde som lærer i sport og geografi.
Han og mange andre Vejen borgere, måtte havde oplevet et og andet.

Man skulle måske igang med at plante nye træer i skoven, de gamle varer jo ikke evigt.

Under Besættelsen 1940-45 blev Bakkely Skole overtaget af Værnemagten.
På fotografiet ses tyske soldater blive indkvarteret på skolen i 1944.
26. maj 1945 forlod de tyske soldater igen skolen.
 

Løjnant Stein var en god mand for Vejen by. Han var træt af krigen, og havde kontakt med Pastor Dons Christensen, skolelæge I. C. Heuch og højskoleforstander og civilingeniør Jens Therkelsen Arnfred, på Askov Højskole. Hvis krigen ikke var sluttet, ville han været kommet i alvorlige vanskeligheder.
Ja, tiden sletter alle spor. Grusgraven ved Grønvang er idag et boligområde, og når jeg går forbi de flotte huse, tænker jeg på tiden der var.

Præsteskoven.
Præsteskoven ligger bag det store sportscenter, ved Grøntvang Skov. Her var jeg tit oppe i 1950erne. Det var en ufremkommelig skov dengang. Heldigvis gik orkanen ved siden af skoven i 1999. Det var Grønvang skov og Estrup Skov det gik ud over. De to skove mistede mange træer.
I dag har man i Grønvang skov asfalteret den, og malet nogle grimme højrøde biller på vejen. Jeg håber ikke at den samme ting vil ske med Præsteskoven, der i 1800 tallet var skov helt ned til Præstegården i Nord. Det var Præsten der havde ejendomsret til skoven. Deraf navnet.
Bag ved Sportscentret på Petermindes vej, ligger der den nye campingplads, og rideskolen, der har været lukket ned i mange år. men er nu sat i stand, og i brug igen.
I 1940erne kom der stort set ingen i Præsteskoven, der kunne udfolde sig, uden for meget indgribning.

Op af præsteskoven, mod vest, lå der i gamle dage til 1960erne to fodermesterhuse her på marken. Da jeg var lille, var det et sted hvor jeg havde min gang. Lavede huler i skoven og gik på opdagelse i den. Nede for enden er jernbaneskinnerne.
Her lå to huse på marken, hvor landmanden gemte pistoler og maskingeværer, som man stjal fra tyskerne.

Der er meget historie i dette billede fra 1950erne. Her kan man se Gunnersvej og Torpsalle. Det var før Torpsalle blev forlænget.
Også det sidste hus på Gunnersvej.
Dette hus lå på hjørnet af Gunners vej og Torps alle i 1940 og 1950erne. Det have en meget stor have, dengang. Med en jernlåge som man skulle ind af. Her købte vi honning i starten af 1950erne. Der er i forbindelse med viderføringen af Torps Alle, taget et gevaldig stykke af haven. Det var en utrolig blomstrende have, der var lidt for sig selv. I dag ser jeg sjældent sommerfugle og bier, og for den sags skyld også gråspurve. Hvis landbruget ikke gør op med giftproblematikken, skyder de sig selv i foden, da bier om åre vil uddø. og med det også landbruget.
Her kan man i højre side, se Askovvej, der snor sig til Askov, på den tid, med åbent land.
Bakkelys natur og sanglærer, lærer Alfred Sørensen kunne gå højre om ved skolen, så var der en indgang til hans have, som han var meget stolt af. Man kan lige se huset ud til Askovvej.

Og læge Johan Kristian Heuch`s hus, ved pakeringspladsen. Da jeg startede i Bakkely skole var der en stor hæk langs fortovet. Læge Heuch og hans kone, byggede senere et hus på Askovvej. I nr. 15
I det lille mørke hus ved siden af skolen, boede i mange år skolelederen Thor Rudkøbning og hans kone E. Rudkøbning. Han fik lov af tyskerne sammen med skolens pedel, Larsen at blive på skolen. Rudkøbing flyttede senere til huset på Askovvej, som man kan se øverst oppe ved træerne i højre side.

Peterminde.

Når man fra Petermindesvej, skulle ind i Grønvang Skov, stødte man helt naturlig på gården Petersminde, som jeg har været heldig at finde et billede af. Ja, i dag ligger det store idrætscenter der nu.
Jeg har igennem min gennemgang af billedemateriale, fået nogle oplevelser jeg gerne have været foruden. Jeg sad og tænkte på broen ved Estrup Skov f.eks., og ser så at den er væk.
Sådan er der flere ting, der overrasker, i min søgen efter det der var.
Først mindes man, og siden bliver tingene historie. Og når der går et par generationer, bliver det glemt.
Jeg gik med en god genbo i dag en tur , med vore hunde. Vi talte om bygningsstilen i gamle dage, og i dag. De gamle huse og gårde havde en sjæl. Bygningerne i dag virker koldere. Men de er sikkert mere funcionelle en tidligeres tiders byggerier.

Skolelæge I.C. Heuch og Fru Gerda Heuch. 1975


Læge Heuch var skolelæge i mange år, til han gik på pension i 1970erne.
Læge Heuch og hans kone boede i Askov i 1938, inden de flyttede til Søndergade.

Skolelægen holdt til på det gamle Bibliotek ved Troldespringvandet. Man skulle ind på højre side af bygningen, en gang om året for at blive tjekket, om man var rask.
Jeg er forbavset over hvor lidt man efter krigen talte om sine oplevelser i Vejen by. Der har været mange der har hjulpet hvor de kunne. Men det var ikke noget man talte om.


Askov højskole var i krigens første år omdrejningspunktet for debatter omkring krigen og Tyskland. Præsten Kaj Munk, der var interesseret i den tyske politik,
var en enkelt gang på Askov Højskole, hvor T. H. Anfred var forstander. Han kom og forsvarede det gode ved Tyskland, men blev ikke godt modtaget af forsamlingen. Han var ikke velkommen, og kom aldrig mere til skolen.
Senere indså han , at han havde taget fejl, og han gik nu ind for at kæmpe mod det tyske herredømme.

Gerda og I. C. Heuch fortæller i deres bog om Vejen. Begivenheder under besættelsen, at Gerda var ude og gå i Vejen by. Hvor 4 tyske officerer med jernkorset på deres jakker, fyldte hele fortovet i Nørregade. Gerda Heuch ville ikke gå ud i rendestenen, så hun stillede sig op, og kiggede ind i Blomsterhandler Bills butiksvindue. De tyske officerer kom med nogle nedsættende bemærkninger til hende.

Læge Heuch fortæller også i bogen, at da Tyskerne besatte Bakkely Skole, kunne han og hans kone, der var nabo til skolen, høre tyskernes gøren og laden.


Læge Heuch startede sin lægegerning i 1925
Fru Heuch var sygeplejerske.
De boede i et idyllisk hus i Askov, og flyttede til Søndergade. Hvor der var en stor have der gik fra Bakkely skole og til Askovvej. Læge Heuch skriver om Vejens skønneste træ, Rødbøgen, der var en del af deres have. Træet er der heldigvis endnu, i 2019.
Jeg mener at det i dag er fredet.
Det står på hjørnet af Askovvej og Søndergade.

Haven blev på et tidspunkt sløjfet. Det var sikkert i forbindelse at Vejen Elektro, Søndergade 34, blev bygget sammen med lægeboligen. Hvor også den store hæk langs deres have ud mod Søndergade blev fjernet. Der blev asfalteret, og blev pakeringsplads.
Man kan læse I.C. Heuch`s bog. Folk fortæller anekdoter...