Viggo Madsens butik i Søndergade, ved siden af Importøren.
Viggo Madsens søn havde købmandsbutikken i Askov.
Aase og Svend Aage Madsens købmandsbutik, der startede i 1951.
Købmand Viggo Madsen boede på Askovvej. Han var tidlig oppe om morgenen dengang i 1951, Han servicerede lastbilchaufførerne, der startede tidligt om morgenen.
Han yngste søn var også i butikken.
Jeg har tit trukket tændstikker og Dandy tyggegummi i hans automat.
Ved juletid havde han en nissefamilie i vinduet der sad omkring en skålfuld risengrød. Figurene bevægede sig, og så viste jeg at nu var det jul.
Importøren var en forretning helt for sig selv. Der var alt lige fra nylonstrømper til fuglebure. Jeg købte mit første fuglebur i forretningen, da jeg var lille. En spændende forretning, hvor bestyren var Herluf Fisker, og hvor vogmand Frode Pedersens søn Ole var i lære.

Et foto hvor Johannes Vang-Lauridsen`s mindesmærke stadig står midt på banegårdspladsen. Jeg kan huske at da det blev lavet, var der et fint jernrækværk omkring det. Da det er Johannes Vang-lauridsen der stort set i fyrrene var med til at starte udviklingen af Vejen by, mener jeg at mindesmærket skulle flyttes tilbage til det sted. Nu er han kommet i skammekrogen, tæt på jernbanebygningen.
Idag bygger man med elementer til husene. Store betonvægge bliver hurtig sat op. Det virker både koldt og er sikkert meget billigere at lave end da man byggede et hus med mursten. Bag ved togstationen ligger nu den 9 etager`s store fejlplacerede bygning, der er et skræmme eksempel på vor tids byggemetoder.

Bruun Møllers Boghandel, var et sted hvor jeg altid skulle se på udstillingsvinduerne. Om der var kommet nye materialer af tusch penne eller tegnepapir.
I et ½ år var jeg i lære hos Bruun Møller. Jeg stod i butiksdøren, da jeg fik at høre at den Amerikanske Præsident Kennedy, var blevet skudt. Der er ting man husker meget tydeligt.
Attentatet på John F. Kennedy skete fredag den 22. november 1963.

https://forfatterweb.dk/oversigt/christian

Krigen der aldrig kom.

Krigen der aldrig kom er fire bøger, skrevet af Ole Christiansen, der boede i Vejen.
Han døde i 2018.

Det er fire bøger der omhandler en drengs oplevelser i Vejen By.
Jeg vil varmt anbefale at i læser dem.
Bøgerne emmer af Vejen nolgasti, der omhandler personer og steder vi alle kendte i 1940 og 1950erne.
De kan fås på bibliotekerne.
1. I DEN STILLE TID
2. NÅR TOBAKKEN GROR
3. DEN FEMTE MAND
4. NATTENS TUSINDE LYS
om Vejen by.
http://www.vejenminiby.dk/9000/9000_pdf_filer/fireboeger.pdf

Inden der kom en hovedvej til Esbjerg, kom man til Vestermarks vej, der var vejen til Esbjerg. Bag om Falck stationen var vejen til Vejle, der udmundede til Skolegade i Vejen. Først i 1960erne kom den trafikerede hovedvej til Esbjerg og Kolding. hvor der kom flere biler på vejene. Bag det gule hus til højre er Jættehøj. I 1950 når jeg gik til Vestermarken, var der ikke mange biler.

Endnu et dejligt billede. Der hvor apotekets parkeringsplads er i dag, holdt bogtrykker Frandsen til, i det hvide hus der lå op til tunnelen. I fyrrene var Askovvej ikke asfalteret. Så hvis der var heftige regnskyl ,var tunellen i Søndergade fyldt op med vand. Det kom fra Askov og ned af Askovvej i stride strømme.

Hesten.
Sadelmager Lund havde i lang tid en stor hest stående i sit vindue, der også er på et maleri, sammen med Jernbanegade. Navnet der knytter sig til gaden er Strygejernet, da husrækken lignede et strygejern.

Det gamle Brejdablik, er et godt eksempel på, hvordan man i gamle dage kælede for detaljerne. Det var et af de huse ,man skulle bevare for eftertiden. Der var 100 gode ting man kunne bruge bygningen til.

Villy Theedes forældre købte ejendommen, og Villy åbnede som købmand i den lille butik, og udvidede senere butikken med lokalet med brødudsalget.
 I dag ligner det sig selv. En bygning som har fået lov at stå. Nu handles der meget i den, med genbrug. Det er alletiders at genbrug er kommet så godt med. I dag går alle ind og kigger og køber. Genbrug klinger godt i mine øre.

Ford i Vejen. Monstro det var de første biler i Danmark. HGF.

Cikoriefabrikken i Vestergade.



Det blev i 1879 købt at de to brødre, fra Vejen, Johannes og Jeppe Lauridsen, der sammen med Jep Fink på Bygebjerg i Hejls havde dannet et interessentselskab for at starte et cikorietørreri.
Cikorieroedyrkning var så småt begyndt at vinde frem i Danmark, og man mente at der var gode indtjeningsmuligheder ved denne afgrøde, som tidligere var blevet importeret fra Tyskland, til fremstilling af kaffesurrogat.
Tørreriet kom til at bestå af det gamle pakhus i to etager og en høj rund bygning med tørrerianlæg bagved, desuden småbygninger med dampkeddel, skorsten, kulhus og roelager.Det gamle stuehus blev bolig for Jeppe Lauridsen.
Richs, var i 1940erne, meget brugt. Under krigen var det nærmest umuligt at få kaffe.- Så at drøje lidt på kaffen, tog man Richs i. Mange brugte også rug. Der blev brændt rug i en pande over komfuret, som der senere blev lavet kaffe af. Langt op i 1950erne kunne man få Richs, hos købmanden.




Man fik roer ind på fabrikken, fra hele Vejens omegn, og tørrede dem til Kaffetilsætning. I en tid kørte fabrikken i døgndrift.
Det er her på billedet, at Alfa Tower vil blive bygget.

Rådhuspladsen i Vejen, har haft en omskiftelig tilværelse. Det må have kostet meget at skulle rive ned, og bygge op . Her på billedet kan man rigtig se forskellen på gammelt og nyt.
Og nu sker det igen. Kommunekontoret, er på vej til nedrivning.

Villes konditori var måske den forretning, i den tid i 1950 og 60erne, man kiggede mest på. Der var virkelig gjort noget ud af detaljerne i bygningen.

Akvarel af strygejernet, Jernbanegade. Her kan man se hvorfor det har fået navnet. Gaden ligner et strygejern. Der findes to malerier af Jernbanegade.
Der er to forskellige billeder af motivet.


Man er født ind i den tid der var, måske er det derfor at jeg ikke bryder mig om Vejen byggerier i dag.
Man skal lede længe efter hyggelige oaser i Vejen bymidte.
Men minderne har vi lov at ha` . Dem kan de ikke fra os ta`.
Billede af Jernbanegade.

Et meget smuk luftfoto af Grønvang. Endnu engang kan man se marker, hvor der i dag er bygget huse. Man havde mange gode planer for det ikoniske hus. Men som det sker i Vejen, ret ofte, blev stuehuset revet ned og bygget op igen, næsten som det gamle hus. Men auraen, og minderne er væk.
Der er flere spændende ting i dette billede. Jeg kan se mit hus i Vestergade. Huset der ligger overfor jernbanen. som det første ned mod marken, Med de fire vinduer. Man kan også se helt til venstre, den lille sti der lå op til gården, og som førte ned til Askovvej, ved fodermesterhusene.I dag er det vejen ind til Grønvangen, boliger der er blevet opført. Når jeg går den vej, tænker jeg på at der lå min barndoms legeplads, Grusgraven. Da Johannes Vang Lauridsen i 1897 byggede den første Margarinefabrik i Vestergade, var der på hans mark, meget sand til bygningen, derved opstod grusgraven. Der blev holdt Skt. Hans fester, med store bål i grusgraven.

Lidt historie:

Kvarteret omkring fabrikken er stærkt præget af Alfa. Overfor fabrikken i Vestergade ligger to
boliger opført 1916-1917 til henholdsvis fabriksmesteren og maskinmesteren. I Allégade ligger en
række arbejderboliger fra begyndelsen af 1900-tallet, og på hjørnet af Vestergade/Grønvangs Allé
boede fabrikkens bødker gennem mange år.
Familien Lauridsen ejede gården Grønvang, hvorfra
grundene til fabrikkerne er udstykkede, helt frem til slutningen af 1900-tallet og styrede derigennem
kvarterets udvikling. Længe lå fabrikker og den sparsomme boligbebyggelse i Vestergade omgivet
af marker. En udbygning af kvarteret er nu påbegyndt.
Margarinefabrikken fra 1962 er solgt til De forenede Dampvaskerier og indrettet til vaskeri.
Dampvaskeriet startede på Møllevej 12, i Askov.
Alfa, Phønix og Simon Brønd var de tre største arbejdspladser i Vejens industri i første halvdel af 1900-tallet. Der flyttede arbejdere til, og der blev opført arbejderhuse i Allegade til dem


FILMAlfa - VejenSe Filmen
LAV DIT EGET KLIP! KOMMENTER Del filmen:
1935, 18 min., Stum

Film om Margarinefabrikken Alfa, der var en af Danmarks største margarineproducenter. Fabrikken blev stiftet den 3. april 1897 i Vejen af den driftige forretningsmand og senere nationalbankdirektør Johannes Lauridsen (1847-1920). Firmaet ekspanderede voldsomt i løbet af 1910’erne og 1920’erne, men måtte i 1992 dreje nøglen om efter en forgæves kamp i ”margarinekrigen”. Filmen giver et indblik i arbejdernes dagligdag på fabrikken og i nogle af margarineproduktionens forskellige faser bl.a. blandingen af råstoffer, laboratorietests af råvarer og såkaldte stegeprøver, hvor brændpunktet kontrolleres. Sidste led i produktionen er emballering og pakning - hovedsageligt foretaget med håndkraft - og endeligt distribution af varer til nær og fjern.
https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/klip/alfa-margarinen-pakkes#
Linket kan googles.

Ved Grønvang gården, i sin glansperiode, lå der ud til Askovvej, 2 fodermesterhuse. Et billede jeg er meget glad for at have fået med. Det var her jeg lærte at cykle, i 5-6 års alderen.
I dag er den asfalteret vejen. Og ud til Askovvej er der kommet et lyskryds.

Jeg kunne ikke dy mig. Det forrige billede fra 1950-60erne. Og stien i dag, 2017, ud til Askovvej.
I de regnvåde somre i 1950erne var stien et pløre, af alle de køer, der skulle over stien, for at komme på markerne, langs Askovvej. Det tænkte man ikke på den gang. Sådan var det bare. Her legede vi skjul om sommeren når høstakkene blev sat op. Her satte vi på markerne mange drager op, som vi selvfølgelig selv lavede.
Den høje antennemast, blev også brugt i 1980erne, da Vejen havde sin egen lokalradio.
Og så tænker man rigtig på , om tiden der var.

Den sorte glasbygning i forgrunden af billedet, er Vejen gasstation.

Jensen og Petersen, var den butik vi købte ind i min barndom. Petersen og hans familie, boede en overgang på toppen af Askovvej.

I 1950erne var der både det store og lille anlæg.
Det lille anlæg lå op mod jernbanen ved Fuglesangsalle, over for fodboldstadion.
I 1. og 2. klasse på Bakkely skole, var vi på tur til det lille anlæg, hvor vi havde sanglege
med Frk. Ruth Poulsen. Bl.a. med sanglege. Bro, bro, brille! Klokken ringer el've, kejseren står på sit høje hvide slot, så hvidt som et kridt, så sort som et kul. Fare, fare, krigsmand, døden skal du lide, den, som kommer allersidst, skal i den sorte gryde. Første gang så la'r vi ham gå, anden gang så lige så,
Anlægget var et spændende sted at være, med et bakket terræn. Vi var også et par gange gående op til Grønvang skov, der var en tæt skov på det tidspunkt.
Senere var der camping plads i flere år. Det var et meget idyllisk sted, men ret tæt ved jernbanen.
I dag ligger spejderhytten der, og jeg tror ikke at der er ret meget tilbage af det lille anlæg. Jeg tror at stedet er blevet bebygget. Jeg kan ikke finde noget om stedet, som også i 1940erne også havde kolonihaver der. Dengang var der køkkenhaver i næsten alle haver.
Efter krigen var det ikke alt man kunne købe i købmandsbutikkerne. I dag kan man gå ned og købe alt hvad hjertet begærer. Jordbær om vinteren, æbler bananer, druer og Persille.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.

Her er det lille anlæg. Det ligger tæt op af jernbanen, ved spejderhytten, på Brombærgangen, ved Fuglesangsalle. Det var lidt sjov at se det i dag. Jeg troede at det var helt væk. Her har naturen fået lov til at råde.

Her endnu et billede af det lille anlæg. Hvorfor vi kaldte det i slutfyrrene og 1950erne, ved jeg ikke. Billedet viser den høje bakke vi gik op af i slutfyrrene, nu er den ikke så stor. Måske var det fordi at over på den anden side af jernbanen er det store anlæg. Det har altid været den sorte svane i kuldet, og har været stedmoderlig behandlet. Men sjov at opleve det igen. Her var vi på ture i første klasse, med lærerinde Ruth Poulsen. Ved siden af Det lille anlæg var der i fyrrene køkkenhaver man kunne leje.
Ved siden af Anlægget her , ligger Spejderhytten. Jeg mener at det var der der var køkkenhaver i slutfyrrene og 1950erne.

Lige et sidste billede af det lille anlæg, der ligger op af jernbanen. Måske det har fået lov til at ligge i de sidste 70 år på grund af støjen fra jernbanen.
Jeg har altid haft en ide om, at langs de danske jernbaner, ligger der tæt op til dem uberørt natur.

Her var det at en medarbejder med navnet Michelsen i butikken i Søndergade . Vejen Trælasthandel, der startede Vejen Campingplads. Sjovt at se, at pladsen ligger der endnu.

Ja, her kan man se at Fuglesangsalle ikke var gennemgående. Så Plantagevej gik over til Vamdrupvej. Bag fodboldstadion, var der marker, og en sti ind til Det lille anlæg, i 1950erne. Mon det er kolonihaverne man kan se øverst i billedet. Øverst oppe, helt til Venstre ser man Vejen hallen. Jeg kommer med et vildt gæt., mon det lille anlæg er kommet efter man anlagde jernbanen, og skåret den del af det store anlæg af. Skinnerne blev lagt ca. i 1874. Billedet er fra før der var tænkt på Campingpladsen.
Nede for enden af Grønnegade, helt øverst i højre side, ligger fodboldspladsen, som Bakkely skole benyttede. I gymnastiktimerne og til løb og andet form for sport.
Det er lidt sjovt at se Søndergade, som jeg husker det. Med Mælkeudsalget, lige over for Bakkely Skole. Og Købmand Schmidt`s mors Butik. Og Conrad P. Møller's biler. Hvor lærerinde E. A. Pontoppidan, også boede. Hun havde parallel klassen på Bakkely Skole, sammen med Ruth Poulsen.

Her er en af de første camping pladser, i Vejen. Det var en ansat på trælasthandlen i Søndergade, der startede det op. Han hed Michelsen. Det ligger tæt ved Det lille anlæg. Pladsen er her stadig. Man kan se hvor tæt toget var ved campingpladsen, dengang. Og det var også mange tog. der støjede mere end de gør i dag. Man kaldte dem bumletog.
I dag hedder stien ind til pladsen. Brombærgangen.
Der var også en kiosk der, som havde åbent om søndagen.
Der var mange der fandt vej dertil om søndagen, for at købe rundstykker og mælk. Dengang var der ikke åbent i butikkerne i weekenderne.

Det gamle ordsprog, at tiden sletter alle spor, er stadig en rigtig god sandhed.