Den gamle bro ved skøjtebanen ved Jættehøj.

Når man kom fra Vejlevej i gamle dage, kunne man på lang afstand se tårnet på Vejen kirke. Og så viste jeg på mine ture fra Børkop gartneri på min knallert, at nu var jeg snart hjemme i Vejen.

Vejen Å, ved Jættehøj. En efterårsdag for mange år siden.

Billede fra før der var automobiler i Vejen. Her Kronhøjs farvehandel, hvor min onkel Bernhard Rasmussen startede sin løbebane. Senere overtog Hans Boysens far butikken. Og senere igen, Hans Boysen.

Præstegården og Jættehøj.
Præstegården var en smuk gård, da den oplevede sin storhedstid. Nu er det trist at se på den. Det var en af de bygninger der godt kunne have stået til eftertiden, men som det går, med dem, bliver de enten opkøbt eller står og forfalder.
Jeg var på et tidspunkt i Hørning, ved Århus, hvor der var et dekoratør kursus. Skolen var simpelt hen en pæn gård, der var lavet om til kursuscenter. Det var noget i den stil Vejen præstegård, eventuelt kunne havde blevet brugt til.
Lidt længere ned af Koldingevej, skråt overfor Gæstergivergården, er der en lille indgang til skøjtebanen. Der er et stykke ned til den. Det er så tæt derinde at det er en lille oase, man ikke lige tænker er der, når man farer forbi på vejen med bilerne. Når man står på Vejen Å broen, kan man se en meter ind i Jættehøj skoven. Så tæt er den der. Sådan var det at jeg oplevede Jættehøj i gamle dage.

1. September 2017
Jeg læser i Vejen avis at nu skal
der bygges 52 topmoderne lejligheder ved Præstevænget.

Tiden udvisker alle spor, af det der var.


I de sidste mange år er der sket en stigende tildens, at fredning af huse og steder er ved at være historie.
Da jeg var lille, havde jeg en grundfæstet tanke om, at fredede huse virkelig var fredet.
I 2018 har kommuner over hele Danmark, ikke råd eller interesse i fredning mere. Det bliver omgået næsten alle vegne. Så det står og forfalder med årene, da man ikke vil ofre vedligehold. Eller også bliver det bare revet ned.
Der er utrolig mange eksempler på denne tildens. Så fredning er mere af navn end gavn. For hvem skal nu betale en fredning .
Ad åre, vil man sikkert helt gå fra fredninger.

For enden af Jyllandsgade, ligger der et hus, som jeg altid har synes var et spændende hus. Her er et billede af stien op til Grønvangs gård. I gamle dage kunne vi rigtig få fart på cyklen der. Der var en allè op til gården, af store kastanjetræer. Jeg har ikke oplevet at træerne var helt ned til Jyllandsgade.
Da jeg for mange år siden gik med min hund Zulu, der kunne jeg godt se, at træerne var begyndt at gå ud, på grund af sygdom. Så de blev fjernet, og nye træer er blevet plantet der. Huset står der endnu, og minder mig om tiden der var. Jeg vil påstå, at der var flere træer i Vejen by dengang.
Ned af Jyllandsgade var der også de store bøgetræer, der så meget smukke ud når de sprang ud om foråret. Da Jeg var lille, samlede jeg kastaner, op ad kastanje alleen.

Ja, Det var dengang, man skrev et brev til kæresten, og kunne nå og fortryde ordvalget, inden man kom ned til poshuset, og lagde sit brev i postkassen. Det var før der var tænkt på computer og tjat. Og det danske flag var stadig på hel, ved posthuset.
Nu lukker og slukker, det skrevne brev sig, inden for nogen årtier. Hvordan vore efterkommere så vil kunne læse, hvad man gik og bedrev, står hen i det uvisse. Posthuset her har været en del af os, fra 1940erne og det skal selvfølgelig med her.

Vejen Foto.
Som Fru Erna Andersen bestyrede. Det var før Vejen gik helt i selvsving, og hvor posthuset stadig var i Søndergade. Man tænkte ikke på om det kunne være en ide med at holde noget af det gamle i midtbyen. I 1960 og fremefter skete der en stor forandring med byen, og i dag er der ikke noget væsentlig tilbage af det der var.

Askov, Vejen, Gesten rutebilen.

Her kan man rigtig fornemme skøjtesøen, som den så ud i 1950erne. I dag er den skjult af en flot skov. Et besøg værd.
Et utrolig flot billede. Man kan se at Gæstgivergården var et rigtig hyggelig sted i sine velmagtsdage.

Grønvangs Alleen, som den var, inden der gik sygdom i kastanje træerne. Asfalt belægningen er også af nyere dato.
I 1950erne kørte jeg mange gange ned af den sti. Det var før asfalt kom på den. Da jeg var lille samlede jeg mange kastanjer op der. Jeg ved at mennesker med ondt i leddene, altid havde en kastanje i lommen. Det skulle tage de værste skavanker.

I 1946 var der marker op til husene på Askovvej. Vi kunne stå i vores have og give køerne lidt salat og Radiser. Det var Holger Pedersen der havde markerne. Han havde et stykke inde på hans mark et hønsehold gående, omhegnet af hønsetråd. Der var små huse som hønsene kunne søge ly i . Vi kunne se dem fra vores hus. Også hvis Mikkel ræv kom på besøg. Så var min far hurtig ved telefonen, og ringede til Holger Pedersen , der utrolig hurtig var på rævejagt med sin bøsse.
Der var marker helt til Skodborg, og i mange år kunne vi se Lille Dalgård.
I slutningen af 1950erne, købte Brejdablik et stykke af Holger Pedersens jord.
Der blev lavet en fodboldsbane , og resten af jorden blev lavet til køkkenhaver.
Huset til højre, blev bygget af Bibliotekar Drewsen og hans kone Else Drewsen. Ved siden af Drewsens gule hus, var der mark ud til Askovvej.

Senere i 1970erne blev Torps alle forlænget. I starten skulle man dreje ved Gunners vej.
Så begyndte husene at blive bygget langs Torps alle.
Der ligger et stort hus i starten af det nye Torps alle, der havde en utrolig stor og flot have. Der købte vi i starten af 1950 honning. Der stod bistader, i haven som var helt eventyrligt at komme ind i, som lille.
Her til højre i billedet kan man se et af de smukke egetræer, der stod som en alle ned af Askovvej.

Her på Billedet kan man se de store flotte grantræer inde ved Brejdablik. Man kan lige fornemme bygningen oppe til venstre. Det var i de år at man havde tjørnehække, for at køerne ikke skulle bryde ud. Det var ikke rart at skulle klippe dem, der var mange rifter på hænderne når man havde klippet hækkene.
Det er min mor og mig der er på billedet.
For mig er de 7 første år af mit liv, udfyldt med meget natur omkring mig.
Det var dengang at vi fra husets øverste etage kunne se Læborg kirke.
Og det var også dengang at Askovvej stødte op til marker helt til Askov, og Skodborg.

Brejdablik en vinterdag i 1948. Hvor vi går tur på Holger Petersens mark. I dag 2018, er der Torps alle og huse.
Til Venstre bag træerne ved Brejdablik var der marker hen til de to gårde Holger Pedersen og Philkærs gård, som jeg i to år havde valgt, da vi skulle ud i erhvervs prøve fra Bakkely Skole i 14 dage.

Billede af Askovvej.
Som genbo havde Brejdablik en have fyldt med frugttræer,der hørte til gården Grønvang. Om foråret stod den med blomster, som var et meget smukt syn. Træerne til venstre er ad stien ind til Grønvang gården.

Her ser man fra Bakkehuset , at Torps Alle er forlænget , og det første hus er bygget. Man kan se Brejdabliks have, neden for vores have, hvor der også er bygget huse i dag. Og langt tilbage , kan man se Lille Dalgård, tilhøjre for flagstangen. Med træerne som lignede en bakke. I dag er der fuldt udbygget så lang øjet rækker, og længere endnu.

Askovvej i starten af 1960erne. Jeg synes at alt så grønnere ud, end i dag. Vi havde utrolig mange bambus, som næsten ikke var til at få op, når de havde slået rod.
Over for vores hus var der stadig korn på Grønvangs mark. Der er der blevet sat mange hjemmelavede drager op i tidens løb. Og i snevintrene stod jeg på ski må marken.
I syv års alderen sad jeg på kantstenen og skrev numrene på biler ned. Der kunne gå en time imellem at der kom en bil forbi, den gang.
Da jeg var lille, kunne jeg to gange om året høre Danske sange på Askovvej. Det var eleverne på Askov højskole, der havde været på skolen i ½ år, i sommer og vinter semestret. Så gik de i samlet trop fra Askov til togstadionen og sang, på vej hjem til Fyn og Sjælland.

Jeg har flere gange her på hjemmesiden, skrevet om køkkenhaverne efter krigen 1946.
Min far skal med her, da jeg har et billede af hans køkkenhave, som han gik meget op i.
Der var alt i den køkkenhave . Kartofler, løg, dybdal jordbær, radiser, gulerødder, majs, kål, persille,
rosenkål, bønner, porrer, ærter, selleri, spinat, kørvel, rabarber, og buske med solbær, stikkelsbær, brombær, flere forskellige slags salat, ribs og en flere meter lang jordvold med asparges. Der var blomster, flest lathyrus, valmue, storkenæb, evighedsbklomster, morgenfrue, Nepeta og lavendel, der blev lagt imellem vasketøjet, så det fik en dejlig duft. Det var også godt til at holde sølvdyr væk fra skabene.
I køkkenet stod en lergris med riller på ryggen, hvor der var karse.

Jeg hjalp gerne da jeg blev større. Og jeg fandt ud af, at det tredje år, var det bedste år for Dybdal jordbærrene.
Så bandt jeg en rød tråd omkring de planter der gav mest udbytte, og hen på efteråret plantede jeg stiklingerne af de planter ,og gravede de gamle op.
På den måde havde vi i mange år så mange jordbær at vi kunne give til familien.
Reneklode blommer, pæretræer, nøddetræer, Paradis æbletræ,
æbler og kirsebær var der så mange af ,at vi gav dem til Falks blomsterbutik i Søndergade ved Ford.
Måske det var derfor jeg blev gartner ved Vejle.